Jalousi er en normal følelse, som de fleste af os oplever på et eller andet tidspunkt i livet. For mange føles det som en forbudt og meget skamfuld følelse og det er ikke en følelse, vi taler meget om. I vores kultur er det ikke særlig velset og er ikke en socialt accepteret følelse. Det kan føles utrolig forkert og direkte pinligt at skulle dele det med andre. Så mange går med det indeni og forkerthedsfølelsen kan medføre stor ensomhed.

Fra min barndom og meget unge år husker jeg jalousi som noget med at være misundelig på min venindes nye cykel eller senere i livet på nogle venners nye lækre hus. Men det kunne jo blive mig. Det var jo ikke uopnåelige mål, jeg kunne jo bare spare sammen til den cykel eller arbejde noget mere, så jeg kunne tjene mere til det hus. Så jalousien var mere flygtig og nemmere at være i, da mange drømme kunne realiseres, hvis jeg ville.

Så kom alle årene med fertilitetsbehandling og barnløshed. Årene hvor det pludselig blev så tydeligt, at drømme ikke altid kan realiseres med penge, tid og tålmodighed. Årene hvor gravide maver og små babyer fyldte mig med en dyb jalousi og skam.

Jeg måtte virkelig være et dårligt menneske, når jeg ikke kunne glæde mig på andres vegne. Rationelt kunne jeg godt, men følelsesmæssigt gjorde det simpelthen så ondt. Det vakte også vrede, da det føltes meget uretfærdigt, at stort set alle omkring mig kunne blive gravide. Alle de gravide på gaden, scanningsbillederne på facebook og den ene barnedåb efter den anden mindede mig konstant om dét jeg ikke havde og måske aldrig ville få.

Efter hvert år der gik, føltes drømmen modsat andre drømme mere og mere uopnåelig og det her kunne vi ikke bare spare op til og så købe en dag. Jo spare op det gjorde vi, for det koster kassen at være i fertilitetsbehandling, men der var jo ingen garanti for, at vi fik noget for pengene. Oftest føltes det som at smide penge ud ad vinduet.

Så det grimme monster, som jeg kaldte jalousien, voksede sig større og hæmmede mig meget. Angsten for at blive konfronteret med maver og babyer blev efterhånden så dyb, at jeg isolerede mig selv fra mange ting. Det værste minde fra den tid, var da min ældste og bedste veninde blev gravid. Jeg kunne ikke være i det og jeg kunne ikke være sammen med hende. Jeg måtte skrive et brev til hende og fortælle om mine følelser. Hun er heldigvis et meget rummeligt menneske og den dag i dag ses vi stadig. Men jeg måtte sætte hende på stand-by i halvandet år. Det var så ambivalent og SÅ smertefuldt, for jeg havde jo også brug for hende og jeg holdt jo vildt meget af hende.

Kender du til disse ”grimme” følelser, så forsøg at anerkende dem. Der er ingen rigtige eller forkerte følelser, der er bare følelser. Lad dig selv føle det, du føler. Følelser har det med at gøre mere ondt, når vi forsøger at holde dem væk fra livet. Monsteret vokser sig større. Så giv dig selv lov til at være vred og grøn af misundelse. Det er helt normalt og helt forståeligt i den situation du er i lige nu. Du er ikke forkert.

At italesætte de ”grimme” følelser gør det nemmere at være i. Hvis du siger det højt, virker det mindre skræmmende og giver dig mere ro. Som psykoterapeut-studerende tilbyder jeg terapi af 1 times varighed til 250 kr. Læs mere om mig under behandlere og kontakt mig hjertens gerne, hvis du har brug for en ligesindet at dele alt det svære med.

De kærligste tanker

Betina

Psykoterapeut og Sygeplejerske