Det er med uro i kroppen og en stor kop kaffe, at jeg påbegynder dette indlæg. Jeg har gået længe og taget mod til mig, men da jeg værdsætter åbenhed og at bryde tabuer, vælger jeg at springe ud i det.

For jer der ikke ved det, så har min mand og jeg været igennem hele fertilitetsmøllen og det tog os 6 år at få vores elskede søn. Vi har prøvet samtlige behandlinger der findes og til sidst lykkedes det mig at blive gravid med donor-æg.

Denne rejse til vores længselsbarn har været smertefuld og sorgfuld på alle måder. Selvom jeg har været åben omkring vores forløb, så har det været svært for mig at tale helt åbent om mine aborter.

Og hvorfor egentlig….? Det har jeg reflekteret en del over!

Jeg tror, at jeg prøvede at ”normalisere” det, da jeg jo godt vidste, at kvinder over 40 år har større risiko for at miste og udover det fortalte lægerne mig jo også, at det var helt ”normalt” at mange graviditeter ender med en spontan abort.

Den første gang jeg aborterede, var i uge 8 og jeg husker tydeligt en kommentar jeg fik af en bekendt: ” Åhh hvor heldigt, at det ikke var blevet et foster endnu”. Når man er i fertilitetsbehandling er de 2 streger på testen et sjældent syn og derfor en kæmpe milepæl, så grænsen mellem et embryo og et foster kunne ikke være mere ligegyldigt. For mig var det en baby- min baby. En baby der desværre røg ud med badevandet. Jeg skulle igennem en medicinsk abort og jeg husker tydeligt smerterne, samt klumperne der sivede igennem risten under bruseren.

Mange sagde, at jeg måtte op på hesten igen og at det var positivt, at jeg kunne blive gravid. Det havde de jo egentlig ret i, så jeg fokuserede på det positive.

Anden gang var i 10. uge og jeg måtte igennem en kirurgisk abort- en udskrabning! Åhh gud hvor jeg hader det ord! Men på en måde passede ordet, da jeg følte, at de havde skrabet hele mit underliv ud. Det var så smertefuldt og jeg var sygemeldt mange uger. Tomheden i maven og tomheden på skærmen, hvor de små hjerteblink nu var slukket, var en stor sorg. Men jeg gemte det væk. På det tidspunkt var jeg i et vikariat, som jeg meget gerne ville have forlænget, men min sygemelding og mangel på kræfter efterfølgende, gjorde at jeg mistede mit job.

En abort er ofte efterfulgt at skyldfølelse og forkerthed og jeg tænkte konstant på, hvad jeg kunne have gjort anderledes. At jeg så mistede mit job i stedet for at blive mødt med omsorg, gav mig en endnu stærkere følelse af, at aborter er ”normalt” og det kommer man hurtigere over, end jeg gjorde. Du er svag Betina, du må være stærkere næste gang!

Og var jeg så stærkere 3. gang? Det troede jeg, da jeg intet følte. At sidde på hospitalet sammen med alle de gravide kvinder og bagefter ligge på samme gang som alle dem, der selv havde valgt en abort var umenneskeligt og så forfærdeligt, at jeg lukkede ned.

Så jeg fik ikke talt om det, fordi jeg skammede mig. Jeg skammede mig over, ikke at kunne ”klare” det. Skammede mig over, at min krop ikke kunne finde ud af noget. Følte mig skyldbetynget over ikke kunne passe mit job. Så al den uforløste sorg resulterede i en depression.

Så det jeg egentlig vil sige med dette oplæg, lad os tale om det og sammen bryde tabuet.

For nogen er en abort måske et svært valg eller i værste fald et præventionsmiddel, men når du er i fertilitetsbehandling føles vejen til de 2 streger uendelig. Først skal din krop være uden graviditetshormoner, så skal du lige have en normal cyklus og så kan du påbegynde en ny runde med vaginalscanninger, hormonindsprøjtninger, ægudtagning, ægoplægning og en følelsesmæssig rutsjetur på 14 dage, hvor du afventer svar på blodprøve og forhåbentlig graviditet. Så bjerget du skal over, kan føles fuldstændig uoverskueligt.

Jeg har følt mig så forkert, fordi min krop ikke kunne finde ud af at reproducere sig selv uden hjælp og ukvindelig med gamle uduelige æg, der ikke ville sidde fast i min livmoder.

Følelsen af tab var massiv og det er først i dag mange år efter, at jeg har fået bearbejdet sorgen og accepteret, at sorgen ikke kan gradbøjes. Det er ok at sørge over sit tab uanset graviditetsuge.

Så kære du, hvis du også har mistet, så giv plads til sorgen. Tal om det, hvis du evner det og giv dig selv og din krop et kæmpe kram.

Mange tanker herfra

Betina

E-mail. betina@indsigt-terapi.dk
Tlf. 50591906

Web. www.indsigt-terapi.dk