Inspirationen til dette indlæg kommer denne gang fra samtaler med veninder, som overvejer at blive solomødre. Jeg blev meget berørt af deres ønske om at blive mor og længslen efter en familie, da jeg jo selv kæmpede i mange år, men også over den lange tankeproces, der følger med valget om at blive solomor.

Mange kvinder har det tilfælles, at de altid har haft en drøm om en kernefamilie. Først at møde drømmemanden og herefter stifte familie. Drømmen om at føde et barn med udgangspunkt i en kærlighedsrelation står stærkt og mange frygter, at tiden er ved at løbe fra dem. 

Mange har endnu ikke mødt den mand, som de ønsker at få børn med og andre har måske haft en mand, der ikke ønskede at få børn eller havde børn i forvejen. Håbet om en traditionel kernefamilie forsvinder og mange føler en sorg over at skulle sige farvel til den drøm.

Selvom det idag ikke er så stigmatiserende og så kontroversiel en beslutning at få et barn alene, bærer mange stadig på den sorg- det var ikke det, de ville. 

Selve beslutningen om at blive solomor er derfor et svært valg for mange singlekvinder. Mange overvejer i flere år, før der træffes en beslutning om at stifte familie på egen hånd og drømmen om kernefamilien kan være en barriere for beslutningen.

Der er mange spekulationer om at blive solomor og indre tvivl og usikkerhed fylder meget. Kan jeg klare det hele alene? Kan jeg give slip på kernefamilie-drømmen? Er det forsvarligt af mig at få et barn alene? Skal jeg fortsætte med at date? Hvordan skal jeg fortælle det til andre? 

Kvinderne oplever ofte moralske dilemmaer. Er det etisk “korrekt” at barnet skal vokse op uden en far? Hvad med barnets tarv? Hvordan bliver barnets opvækst og livsvilkår?

Udover alle disse tanker, følelser og overvejelser skal man også være afklaret omkring at skulle gå igennem fertilitetsbehandling alene og tro mig, det gør man ikke frivilligt. Det er noget, man føler, man er nødsaget til. Så jeg har kæmpe respekt for jer kvinder, der tager denne beslutning. Det kræver meget styrke at skulle gennemgå dette alene.

Jeg genkender mange af jeres overvejelser, da jeg også har et donorbarn, men jeg havde da heldigvis min mand ved min side. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor svært det må være at stå det igennem alene. 

Så uanset hvor du er i forløbet kære kvinde, så fornemmer jeg tydeligt jeres samvittighed, moral og refleksioner og hvor velovervejet beslutningen er. Men mange oplever også at sidde lidt fast i processen og det er helt naturligt i så svære beslutninger. Det er en proces og processer tager tid. Giv dig selv lov til at sørge over tabet af drømmen om kernefamilie og giv alle de nye tanker og følelser plads.

Måske kan du søge hjælp i en netværksgruppe eller hos venner og familie. Hvis du evner det, så mærk efter hvad du har lyst til her og nu. Sådan en beslutning kræver ro og nærvær og derfor er det vigtigt, at du tager dig kærligt af dig selv. Når vores nervesystem er i ro, kan vi bedre mærke os selv- på godt og ondt.

Det der har berørt mig mest, er al den kærlighed I har at give. Donorbørn er valgt SÅ MEGET TIL og er SÅ ØNSKET og det er en god start på livet for jeres kommende barn.

Har du brug for en at snakke med, så kontakt mig meget gerne.

Som altid skrevet med hjertet.

Psykoterapeut og sygeplejerske
Betina Gøtzsche