Det kan være meget svært for udenforstående at forstå, hvordan det er at være ufrivilligt barnløs. Faktisk er det umuligt at forstå, når man ikke selv har prøvet det. Man skal have været der, hvilket jeg ikke ønsker for min værste fjende.

Så lad være med at forstå!

Det er ikke muligt. Bare lyt. Accepter at sådan er det for din veninde, søster, datter lige nu. Giv det plads og vær en støtte ved at rumme den barnløses svære tanker og følelser. 

Forsøg ikke at komme med opmuntrende ord, uanset hvor velmenende og og kærligt det er ment. Det gør kun ondt værre. Den barnløse føler sig endnu mere forkert og tro mig, forkert føler man sig, når ens krop ikke kan lave en baby. Du kan ikke ændre på den barnløses sorg. Det er hendes følelser og de er ikke forkerte og skal ikke rettes på.

Er du veninde til en barnløs og er så heldig at gå rundt med en baby i maven, så bær over med, at din veninde ikke kan holde dig ud lige nu. Det er ikke personligt. Det handler om, at synet af dig og din baby vækker endnu mere smerte og sorg. Man bliver konfronteret med det, man ikke selv kan få. Man mærker sin egen tomme mave med en enorm sorg. Det er helt sikkert også hårdt for dig, at du måske mister din veninde for en periode, men tro mig det er langt mere alvorligt for din barnløse veninde. Hvis venskabet er ægte, finder I hinanden igen.

Accepter at det tager tid. Man vænner sig ikke til at være ufrivilligt barnløs. Tro eller forvent ikke, at den barnløse holder op med at være ked af det, fordi du synes, at nu er der gået lang tid med det. At være ufrivilligt barnløs føles som at være i et konstant helvede og det aftager ikke bare. 

Det kan være svært for begge parter på hver side af barnløsheden at håndtere dette “ømtålelige” emne. Den pårørende tænker ofte: “Gør jeg hende nu mere ked af det, ved at spørge ind til det?” “Måske har hun ikke lyst til at tale om det idag” “Hun virker glad idag- måske er det bedst at undgå emnet” Meget ofte magter den pårørende ikke at berøre emnet og måske længes den barnløse lige præcis den dag at tale om det. 

Uanset hvordan din veninde fremstår, så kan du være sikker på, at barnløsheden fylder ALT i hendes verden. Selvom hun har et ønske om et “normalt” liv, hvor I mødes til en kaffe og kan snakke om alt det, I gjorde i gamle dage, så er det umuligt for hende at få fokus væk fra barnløsheden. Det kan være meget ambivalent og smertefuldt, at have et ønske om at leve livet så “normalt” som muligt, men ikke formå at gøre det pga sorg.

Giv plads til at din veninde måske aflyser jeres aftaler. Siger nej til invitationer til børnefødselsdag og barnedåb. Heller ikke dette er personligt. Det kan bare føles uoverskueligt, at skulle møde op til den slags. Din barnløse veninde er mere sårbar og isolerer sig ofte fra sociale arrangementer, så det har intet med dig at gøre. Måske magter hun ikke kommentarerne “Nååå er det ikke snart jeres tur?” Eller måske er det bare for hårdt for hende at putte det glade ansigt på, når alt indeni gør ondt.

Da jeg var barnløs i 6 år, var jeg meget åben omkring mit forløb, men mærkede tydeligt berøringsangsten i mine relationer. Jeg oplevede især efter nogle år, at ingen spurgte ind til det længere. Som om det måtte være ovre nu!!!! For mig var ignorancen det værste. Jeg havde et dybt behov for at blive mødt i det og så ville jeg hellere selv sige fra, hvis det var for sårbart for mig at tale om lige den dag. 

Så kære barnløse dig. Mærk efter indeni dig, hvad du har lyst til. Anerkend din sorg og accepter dine følelser. De er ikke forkerte. Du er ikke forkert.

Søg dem der støtter dig og ikke forsøger at ændre på dig. Du har fortjent det bedste lige der, hvor du er nu. 

Hvis du er modig, kan du måske dele dette lille skriv med dine pårørende. Ellers håber jeg, at du kunne spejle dig i nogle af mine tanker og følelser fra dengang, jeg var barnløs. 

Som altid skrevet med hjertet.

Betina