Endnu et år er passeret og Januar er for mig lig med refleksion. En tid, hvor jeg kigger tilbage, men også fremad. 2020 hedder det nu og et helt årti er passeret og det har virkelig fået mig til at reflektere. Det har været det vildeste årti i mit liv. Et årti med de mest fantastiske oplevelser, men også en rutsjebanetur med sorger og glæder.

Det mest skelsættende har helt klart været at blive mor. At blive mor til et donorbarn har været en rejse og en svær proces, da drømmen om at blive biologisk mor brast. Selvom det var fantastisk og længe ventet at blive gravid, blev det ikke kun ren baby-lykke. Under min graviditet fik jeg diabetes, som endte med et planlagt kejsersnit, som også endte kaotisk. Efterfødselstiden var desværre heller ingen idyl, da jeg fik en fødselsdepression. Den varede næsten 2 år og det er stadig smertefuldt for mig at tænke på.

I dag fyldes jeg dog kun af taknemmelighed, når jeg ser på min søn. Hvor er jeg heldig, at han er MIN. Han er den største gave. Min store kærlighed til ham har ofte fyldt mig med et stort ønske, nemlig at kunne gøre tiden med ham som baby om. Få lov til at genopleve tiden med mere nærvær og færre tårer.

Af denne drøm opstod helt naturligt ønsket om et barn mere og da vi blev velsignede med 8 gode æg på frys fra vores skønne donor Mia, kunne dette vel ikke blive det store problem!!!!

Men jo endnu en drøm brast. Da min mand og jeg endelig turde at tage skridtet videre og ja det krævede mod, da vi begge var vanvittig bange for endnu en fødselsdepression, viste den første scanning sig, at min livmoder var forkalket. Jeg vidste godt, at jeg var gået i overgangsalder, men æggene havde vi jo, så vi skulle kun bruge min livmoder! Lægen var optimistisk og jeg måtte endnu engang igennem hormonhelvedet, denne gang endnu større dosis.

Da jeg har diabetes, som også er en sygdom i hormonsystemet, spillede dette ikke sammen med kønshormonerne og jeg blev ret dårlig og kunne ikke styre min diabetes. Jeg blev derfor frarådt endnu en graviditet, da dette ikke ville blive risikofrit.

Siden vi fik den besked, har der ligget et dokument på køkkenbordet, hvor vi skal skrive under på, at vores æg må destrueres. Men hvordan gør man det? Det har jo været den vildeste kamp at komme hertil og de 8 æg er jo mine små babyer og Milos søskende!!!

Her i 2019 blev jeg 46 og det er grænsen i Danmark for ægopsætning. Så drømmen er definitivt slut. Vi har forsøgt via Etisk Råd at få vores æg med hjem, så vi kunne begrave dem på en smuk måde i stedet for, at de skal skylles ud med andet ikke-brugbart-væv, men dette er ikke tilladt i Dk.

Så 2020 skal bl.a være året, hvor jeg skal forliges med, at Milo forbliver enebarn og hvor jeg skal sætte underskriften og hermed sige farvel til mine æg.

Som det siges ”Hvad året bringer til dig, afhænger i høj grad af, hvad du bringer til året”, så jeg vil have fokus på al den kærlighed, jeg modtager hver dag og på al den kærlighed jeg giver hver dag. Det positive skal fylde mest, men jeg vil også give plads til de svære følelser. Når vi giver dem kærlig opmærksomhed, så fylder de nemlig ikke så meget.

Godt Nytår.

Kærlig hilsen

Betina