Der er ofte stor forskel på, hvordan mænd og kvinder oplever og håndterer dét at være i fertilitetsbehandling. Undersøgelser viser, at kvinder ofte finder det mere belastende end mænd at være i fertilitetsbehandling. Det skyldes, at kvinden er den, der skal ligge krop til det meste. De utallige undersøgelser og scanninger, hormoner der skal indtages oralt og vaginalt, alle de mange indsprøjtninger, insemineringer, ægudtagning og ægopsætning. Herudover er der smerter, humørsvingninger og en krop, der ændrer sig undervejs samt et evigt puslespil, der skal gå op på jobbet.

Alt dette oveni sorgen over at være barnløs belaster kvinden både fysisk og psykisk og vi kvinder har et større behov for at tale om det og dele det med hinanden. Vi kvinder er også langt bedre til at sætte ord på vores følelser og opsøger selv terapi og støttegrupper.

Mange mænd er opvokset med ”store drenge græder da ikke” og det ligger meget dybt i dem, at dét at vise følelser og at græde er forbundet med svaghed. Grundlæggende opfattes det som umaskulint og mange tænker, at smerte er ens eget ansvar og det skal vi nok selv klare.

Derfor er mændene heller ikke særlig meget i fokus, når det gælder fertilitetsbehandling. De har ofte en følelse af at stå lidt på sidelinjen og da kvinden er den mest udsatte, vælger mændene at gøre det de kan, nemlig at beskytte og passe på kvinden. Et gammelt ur-instinkt, at manden skal være den stærke. Et citat fra min egen mand: ”Jeg ville så gerne have taget noget af smerten, men det eneste jeg kunne gøre, var at støtte dig”. Mænd er meget handlingsorienterede og føler derfor stor frustration, når de ikke kan gøre noget. ”Det var hårdt at se dig græde under ægudtagningerne og det eneste jeg kunne gøre, var at holde din hånd”!

Derfor kommer mænd ofte til at nedtone deres egne følelser og behov. Min egen mand er en af dem, der har svært ved at sætte ord på følelser og jeg husker vores eget forløb som beskrevet ovenfor. Jeg var i fokus og han var på sidelinjen. Selvom vi gjorde meget ud af at kommunikere sammen, var der også perioder, hvor jeg ikke kunne rumme andet end min egen smerte og bare tog for mig af hans ro og støtte. Jeg kunne ikke have gennemlevet alle de barnløse år uden ham.

Men vi må ikke glemme, at mænd har det lige så svært og føler lige så stor sorg over at være barnløse som os. De tynges ofte af skyld over ikke kunne gøre kæresten gravid. De kæmper med mandigheden og selvværdet, hvis det er sædkvaliteten, der er årsagen. De savner sexlivet som det var engang, styret af lyst og ikke af cyklus. Mange mænd er også bange for, at kæresten vil forlade dem, hvis de ikke kan give hende et barn.

Når vi nu reagerer så forskelligt, er det vigtigt at acceptere hinanden og vores forskelligheder. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. For os hjalp det meget at gøre det til et fælles projekt. Så min mand var med til det meste og jeg havde brug for hans hånd i min. Det skabte en samhørighed og nærhed, som vi begge havde brug for.

Vi gav også os selv et pusterum engang imellem, hvor vi slap behandlingen helt og tog på storbyferie. Ikke uden angst, for alderen pustede os jo stadig i nakken og alle vores penge var jo afsat til projekt baby! Men det gjorde os godt at komme ud af fertilitetsboblen og opleve noget andet.

Så selvom I er forskellige steder i projektet, så støt hinanden. Tal med hinanden og vær ikke bange for at belaste den anden. Forholdet og kærligheden bliver sat på prøve, når man er i fertilitetsbehandling, så pas på hinanden og værn om kærligheden. Gør det, der føles allerbedst for lige præcis jer.

Kærlige tanker

Betina